Den Apokalyptiske Fjert


Carsten Svennson er en lige så sammensat personlighed som de mutanter, misfostre, helgener, madonnaer, børsherrer, korsedderkopper, politikere og andre svin, generaler, klerke, apokalyptiske benrade og alt det andet kryb, der befolker hans på samme tid fantasmagoriske og råt realistiske univers. En verden han optager i sin rige fantasi, dissekerer med klinisk akkuratesse og så letter sig for med alle legemsudgange åbne med en gargantuansk torden. Han er for længst gået i Rabelais' kloster, hvor man må gøre, hvad man vil, som for eksempel at skide på alle magthavere, hvad enten de bærer høje hatte eller mitraer eller sidder på en sky, men er på forhånd lidt nervøs for, om franskmænd vil kunne goutere hans særlige form for usminket historicisme og ikke helt sikker på, om gallerne stadig husker deres berømte landsmand. Røv og nøgler, røv med ører - mais tant pis - eller som det hedder oversat til skurvognsdansk: - Tante Pis - Svennson er ikke til at standse og svinger svøben over menneskehedens dårskaber og bebrejder venligt men bestemt Vorherre, at han med uddrivelsen af Paradiset i hvert fald ikke bidrog til at knække arbejdsløshedskurven. Surrealist? Måske! Det er i hvert fald, hvad han for nemheds skyld bliver kaldt, men i så fald er der tale om en surrealisme af almengyldig karakter på tværs af århundrederne. Ikke Bretons, Dalis eller Magrittes slebne intellektualisme, men den form for hyperrealisme, man allerede finder hos en Archimbaldo, Brueghel eller Hieronymus Bosch. Carsten Svennson ciselerer ikke på en sofistikeret drømmeverden, men tegner og maler denne verdens ulideligt nærværende mareridt. Hans kunstneriske sprog er vidt forskellig fra den vilde og rasende germanske kraft i arbejder af kunstnere som Georg Grosz og Otto Dix og rummer en mere yndefuld humor, men de kører på samme motor: den usminkede og indignerede agitprop. Svennson er grov og umisforståelig og afleverer sine budskaber med usleben klarhed og konsekvens, selv om man ikke sådan til daglig ser "Ondskabens fødsel" allegoriseret ved en hængepattet, hjelmklædt kvinde, der spyr en hærskare af ligeledes hjelmklædte djævle ud af et knækket æg i røven, mens en spraglet fugl med æselhoved endnu ikke har udklækket sine. Svennson bruger også det skrevne ord inden for billedrammen i sine krasse kommentarer til menneskenes konstant genfødende nederdrægtigheder, som i et billede af"Vælgerne",

hvor en mand i kedeldragt bærer et skilt med ordet "Levebrødspolitikere", inden han sammen med de andre vælgere af de samme politikere bliver hældt ned i den kværn, der gør os alle til debilt smilende æggehoveder. "Ordets klippegrund" optræder i et billede med de kristne topfigurer og en søjle med ordene "militær", "penge", "tro", og magt. På en anden søjle skimtes kun ordene "finans" og "begær", fordi en pave, en flommefed general, en nazistisk obersturmbannführer og finansfyrster med høje hatte dækker for resten. Man skulle jo tro, at kapitalister her kort før indgangen til det 21. århundrede var blevet lidt mindre høje i hatten eller i hvert fald brugte mindre afslørende hovedbeklædninger, men Svennson er tro mod sin gamle symbolverden. Der er masser af høje hatte i hans billeder, ligesom de apokalyptiske ryttere og den enbenede benrad, der symboliserer døden, og krigen er iført harnisk og hjelme. Svennsons kunst er i ordets bogstavelige forstand tidløs. "Nå Hieronymus, du har mintro nok lært noget af ham Svennson", tænkte jeg for nylig, da jeg besøgte El Prado museet i Madrid, hvor næsten alle Boschs' fantastiske værker findes. Men måtte så selvfølgelig minde mig selv om, at i hvert fald i dette tilfælde var hønen kommet først - længe og burleske æg. Svennson er som tegner et buldrende naturtalent, og før Svennson begyndte at lægge sine spraglede benytter mindre farven som et æstetisk mål end som et middel til at sætte ekstra knald på svinet. Det kan måske vende sig i sarte maver (Rabelas' skildring af Gargantuas fødsel kan det samme), når Svennson udstyrer en kvinde med et hoved som en svinetryne eller i en anden version af "Ondskabens fødsel"
lader en brystsvær so frembære et æble til en svulmende nonne, der er i færd med at føde korsedderkopper. Svennson er en meget kontant mand, der kæmper på de svages side med håndværksmæssig grandeur, og hvis nogen prøver på at overbevise ham om, at klassekampen er aflyst, vil han utvivlsom hævde, at han da stadig har billet til første division.

Preben Hygum. Ecrivain, critique d'art, sculpteur, peintre d'artiste. Le quotidien "Information". Copenhaque. Janvier 2. 1994.
Preben Hygum in memoriam.

 

  1. <->
  2. Carsten Svennson af Folke Kjems, Skive Kunstmuseum
  3. Carsten Svennson af Preben Hygum
  4. "Gaia" eller "Manden i Muddergr°ften" af Carsten Svennson
  5. Teknikken bag malerierne
  6. Biografiske data / Vigtigste udstillinger / Tak